Bedste svar
Det er kompliceret. Indramningen af dette spørgsmål er bundet til at invitere forenklede svar, måske fra enkeltpersoner tættere på problemet og derfor mere følelsesladet ved det. Hvilket er fair nok. Men her er et perspektiv:
Det er bestemt ikke respektløst at føre en samtale på engelsk eller andre sprog for den sags skyld blandt Engelsktalende.
Men uden for det meste af Montréal og turistregioner i Québec som helhed, henvender de sig til lokalbefolkningen på engelsk uden høfligt at introducere dig selv som en ikke-fransk højttaler først – som det ville være det minimum forventede høflighed i enhver -anglophone del af verden – kan opfattes som formodet, selvom mange frankofon Québequois har perfekt funktionel engelsk. Ellers forstår folk måske ikke dig.
Din accent på engelsk giver din oprindelse væk. Hvis det lyder nordamerikansk, er det meget mere sandsynligt, at du inviterer opfattelsen af formodet, end hvis dit engelsk lyder hørbart ikke-indfødt, og du blot bruger det som sprog for international turisme.
Mit råd, hvis du planlægger at besøge Québec, og du ikke taler fransk, er at lære et par indledende franske sætninger og demonstrere for lokalbefolkningen, at du gør en indsats for at kommunikere på deres græs.
Prøv ikke at fremprovokere de forskellige canadiske samfundsmæssige følsomheder, dette emne er fyldt med. Jeg opsummerer et par uden at gå ind i historien om det hele, som du kan undersøge i fritiden.
På Franco siden, det er følelser af erosion af sproglig hjemme-hjemme af den omgivende, dominerende Anglo monolit på begge sider af grænsen mellem Canada og USA. Det er ikke så meget identitetspolitik som at hævde en ret til at være chez soi , i en måde, der ville være en given i Europa.
Som europæisk-født canadisk flydende i EN og FR, men med ingen som modersmål (det canadiske folketællingsudtryk er allofon ), kan jeg godt relatere mig til denne stemning: Latinamerika til side, hvor adgang til sprogundervisning er mindre tilgængelig, anglo-nordamerikanere, typisk ensprogede til at begynde med, har tendens til ikke at indse, at deres sproglige hjem situation – bekvemmeligheden ved et kvasi monolingual kontinent – er en global undtagelse, ikke reglen.
Anglo perspektivet afhænger af hvor der bor mennesker. I Québec, der er hjemsted for et engelsktalende mindretal, påvirker sproglige håndhævelsesregler som Bill 101 hverdagen. Andre steder i det østlige Canada er Québec-nationalismen – ikke så meget sprog – hæver liberal-lean bekymringer over national enhed (som jeg deler). I det vestlige Canada (hvor jeg bor) overlappes spørgsmålet ofte af en blanding af irritation over, hvad en generelt konservativt lænet befolkning betragter som sproglig berettigelse (et yndlings kodeord) eller pragmatisk løsrivelse – der er flere mandarin-højttalere her end frankofoner.
Tosprogethed er en forfatningsmæssig ret, selvfølgelig ikke en frynsegode.
Enhver mangel på respekt, der er forbundet med at ignorere ovenstående, er derfor mere rettet mod Canada som helhed, selvom utilsigtet . Som førstegenerationsindvandrer finder jeg, at den fransk-engelske oprindelse er en ganske unik del af vores nationale arv, og et utal af små ufølsomheder omkring emnet sammenlægger sig til sidst for at skabe revner og sprækker, som dette land ikke fortjener.
Svar
“ Er det respektløst at tale engelsk i Quebec? ”
Selvfølgelig ikke. Hvorfor ville det være?
Hvad ville være respektløst at tage det for givet, at andre mennesker vil tale det og forstå dig, hvis du taler engelsk. Hvis du vil, kan du gøre situationen endnu værre ved at prøve igen, denne gang taler højere.
Men det er næppe unikt for Québec eller engelsk.
Forestil dig at nogen besøger Alabama og ikke bare håber, men forventer, at alle forstår dem, mens de taler malay eller tagalog.