Bedste svar
Ud over opsugning af væsker…
Fungerer som affugter … en køler er et fugtigt sted … der kommer konstant våde kroppe ind. Tørret savsmuld hjælper med at fange noget af luftfugtigheden, der forårsager skimmel- og meldugvækst.
Det hjælper med at slå lugten ned. Kan lide det eller ej, der er visse lugte forbundet med død og aldring (kontrolleret rådne). Hvis din slagter også skærer vildtlevende vild, kan lugten blive ret stærk. Mange mindre slagtere vil ramme indkommende slagtekroppe med en ukrudtsbrænder for at afskære hår og hurtigt tørre det ydre lag af slagtekroppen… så du tilføjer også lugten af brændt hår.
De 2 største ulemper ved savsmuld er:
Det er støvet. Det går igennem flere gange om dagen, og det skal udskiftes med jævne mellemrum. Dette vækker støv i bevægelsen af det og VIL komme på kroppe. Eftersom sprøjtning af slagtekropperne bagefter er selvdæmpende, betyder det, at der er ekstra beskæring involveret.
Det har sin egen lugt. De fleste savsmuld er aromatiske, jeg kan ikke tænke på nogen der ikke er t. Mest savsmuld omkring mig er fyr … mad i køleskab VIL opsuge lugten af genstande omkring det. Således lugter kødet svagt af, hvilket savsmuld der anvendes. Brug af en duftende blegemiddel til at desinficere og sterilisere vil have den samme virkning.
Svar
Af stort set samme årsag spreder gammeldags slagterbutikker et lag omkring og omkring i dagens nedskæringer og kroppe hang fra kroge bag disken, og kunderne var vant til en spredning på deres side af traditionens skyld. *
Normalt var dette spredt over sten- eller flisegulve, idet savsmuld var en snavs billig industri biprodukt, der var et absorberende materiale, der effektivt kunne opsuge blod, slops fra flagons, spild fra kegs og andre væsker …
(Der var traditionelle pubber af denne art i de dage, hvor der var kødmarkeder – som Smithfield i London – hvor savsmuld fortsatte længe efter at det blev opgivet andetsteds, fordi slagterens blodige fodtøj ellers måske udgjorde en offentlig gener.)
Ved afslutningen af spillet kunne det fugtige rodede lag fejes ud i en gård, klar til den nye hverdag og en ny halv sæk savsmuld, der skal strøes omkring, når døre åbnet.
* Den sidste lokal London slagter jeg husker at stadig rutinemæssigt brugt savsmuld som gulvbelægning må have været i midten af 60erne, og den sidste marked pub, der gjorde det samme hvor som helst, måtte have været i midten af 70erne, i begge tilfælde effektivt forbudt af nye lokale myndigheders handelsstandarder og national offentlighed lovgivning om lokale sundhedsstandarder.