Bedste svar
Passiv kommunikation er enhver form for kommunikation, der er indirekte eller finder sted i undertekst / det vil sige hvor meddelelsen ikke kommunikeres med de ord, du bruger, men snarere skjult med forventningen om, at den anden person vil finde ud af, hvad du “virkelig” mener.
Et simpelt eksempel: lad os sige, at du vil have din partner til at komme i seng. Direkte kommunikation ser sådan ud: ”Skat, jeg vil gerne have, at du kommer i seng.” Passiv kommunikation ser sådan ud: ”Hvor meget længere skal du være op? Bliver det ikke sent? “
Dette er passivt, fordi du ikke stiller disse spørgsmål til informationsformål. Du prøver ikke at finde ud af, hvad klokken er, eller hvad din partners planer er ; du prøver at kommunikere “Jeg synes, det er tid for dig at komme i seng”, men uden at sige disse ord.
Passiv kommunikation er kodet – sætninger som “bliver det ikke sent? ” Bliv kode for “Jeg synes, det er tid for dig at stoppe det, du laver, og komme i seng.” Det lykkes kun, hvis den anden person (a) forstår, at du bruger en kode og (b) har den samme kodebog.
Hvis disse ting ikke er sande, kan du ende med at blive meget frustreret, for for dig er det så indlysende at hvad du ” At sige er, at du vil have ham til at komme i seng, og for helvede, hvorfor er han så hårdnakket? Men passiv kommunikation er en forfærdelig måde at kommunikere på, fordi folk ikke kan læse dit sind – hvad der er indlysende for dig, er ikke indlysende for alle andre, når du tilslører din virkelige betydning på tvetydigt, indirekte sprog.
Svar
Passiv kommunikation er normalt et resultat af lavt selvværd. Selvtillid defineres som et individs syn på sin egen værdi. Personer, der udviser passiv kommunikation, betragter sig ikke som værd at blive udtrykt. De mener normalt, at de ikke er værd at blive taget vare på. De reagerer aldrig eller slipper deres følelser ud. Dette bygger yderligere op på følelsesmæssige konflikter, og dermed falder deres selvtillid yderligere senere.
Passiv kommunikation er ofte en resultat af undertrykte følelser fra en ung alder, hvor underkastelse bliver værdsat. Denne værdsatte underkastelse bliver langsomt til lavt selvværd, som efterfølgende bliver en adfærdsmæssig vane. Vanen med at acceptere og forsøge at behage andre, når dybt rodfæstet omdannes til en form af passiv kommunikation, hvor den enkelte skjuler sine meninger for at behage andre involverede. Det er også stort set dedikeret til voksne, der anerkender og bidrager til den svage adfærd, som mange børn udviser i barndommen.