Bedste svar
Ryukyuan-folk er den indfødte befolkning i Ryukyu-øerne, det sydlige Japan.
Ryukyuans er ikke en anerkendt minoritetsgruppe i Japan, da japanske myndigheder betragter dem som en undergruppe af det japanske folk, beslægtet med Yamato-folket. Selvom de ikke anerkendes, udgør Ryukyuans den største etnolingvistiske mindretalsgruppe i Japan, hvor 1,3 millioner bor i Okinawa Prefecture alene. Ryukyuans beboer også Amami-øerne i Kagoshima Prefecture.
Der er også en betydelig Ryukyuan diaspora. Så mange som 600.000 flere etniske ryukyuanere og deres efterkommere er spredt andre steder i Japan og over hele verden; mest almindeligt i Brasilien og i mindre grad i andre territorier, hvor der også er en betydelig japansk diaspora.
Oprindelse og etnogenese
Samme som Yamato-folket er Ryukyuan-folket efterkommere af det gamle Yayoi-folk, som bragte våd risdyrkning, japanske sprog (japansk-ryukyuan-sprogfamilie) og kultur. De er vores forfædre, både Yamato og Ryukyuans.
Mens Jōmon-jægeropsamlerne (som før boede i Japan) blev helt erstattet af Yamato, foreslås det, at Ryukyuans har absorberet nogle af dem.
Ifølge ældre genetiske undersøgelser har Ryukyuans noget herkomst fra lokale jægeropsamlere, men mængden har store variationer.
Nylige genetiske og antropologiske undersøgelser indikerer, at Ryukyuans er signifikant beslægtede med Yamato-folket (japansk fastland), men har også en relativt tættere relation til Ainu-folket sammenlignet med Yamato-folket.
Moderne undersøgelser viste, at Ryukyuans er overvejende afstamninger fra Yayoi-landbrugere og meget forskellige fra Ainu.
En autosomal DNA-analyse fra Okinawan-prøver konkluderede, at de er tætst beslægtede med andre japanske og østasiatiske nutidige befolkninger og i gennemsnit deler 80\% blanding japansk fastland og 19\% blanding med Chine se befolkning. Kun 1\% kan knyttes til isolerede egenskaber.
En kraniometrisk undersøgelse fra 2017 viser, at Ryukyuan-folket er tæt beslægtet med Yamato-folket og deres fælles hovedfædre, Yayoi-folket. Ryukyuanerne adskiller sig stærkt fra Jōmon- og Ainu-folket, hvilket ifølge forfatterne er et stærkt bevis for udskiftning af Jōmon-relaterede grupper med Ryukyuans forfædre.
Kinesisk migration og efter sammenblanding med lokalbefolkningen skete i den biflodsperiode i Ryukyu-kongeriget. I mindre grad omvendt. Nogle ryukyuanere migrerede til kystregioner i det østlige Kina.
Historie og Ryukyu-rige
Ryukyuanerne var fremragende søfarende og handlende. Ryukyu-kongeriget styrede over Ryukyu-øerne, og dets folk udviklede en egen kultur. Selvom den ligner den japanske kultur, har den sine egne unikke træk og traditioner. Ryukyuan-sprogene er relateret til japansk og udgør begge Japonic-familien.
Ryukyuans havde et stort handelsnetværk, der spænder over alle østlige Asien ved kysten og Sydøstasien.
Ryukyus hovedstad lå i Okinawa. I dag Naha. Det berømte slot er Shuri (men desværre brændte det ned i 2019; det genopbygges!).
I den 14. århundrede blev små domæner spredt på Okinawa Island samlet i tre fyrstedømmer: Hokuzan (北山, Northern Mountain), Chūzan (中山, Central Mountain) og Nanzan (南山, Southern Mountain). Dette blev kendt som de tre kongeriger eller Sanzan (三 山, tre bjerge) periode.
Chūzan lå midt på øen og var økonomisk den stærkeste. Dens politiske hovedstad i Shuri, Nanzan var ved siden af den største havn i Naha og Kume-mura, centrum for traditionel kinesisk uddannelse. Disse steder og Chūzan som helhed ville fortsat danne centrum for Ryukyu-kongeriget indtil dets afskaffelse.
Ryukyu havde hyldet Kina i hundreder af år, og kineserne reserverede visse handelsrettigheder til dem i en mindelig og gavnligt forhold.
Tokugawa-shogunatet bemyndigede Shimazu-familien – feudale herrer fra Satsuma-domænet (nutidens Kagoshima-præfektur) – til at sende en ekspeditionsstyrke til at erobre Ryukyus. Den efterfølgende invasion fandt sted i 1609, men Satsuma tillod stadig Ryukyu-kongeriget at befinde sig i en periode med “dobbelt underordning” til Japan og Kina, hvor Ryukyuan-biflodsforhold blev opretholdt med både Tokugawa-shogunatet og den kinesiske domstol.
Meiji-regeringen afskaffede Ryukyu-kongeriget, da øerne blev indarbejdet som Okinawa-præfektur den 27. marts 1879.
Etno-sproglige forhold
Ryukyuans er tæt beslægtet med japansk aka Yamato og forskellige andre østasiere. Generelt er befolkninger i Østasien, Sydøstasien, Sibirien og andre regioner tæt beslægtede og danner en klynge sammenlignet med andre.
Dette kaldes Mongoloid race. Fuld genomanalyser afslører fordelingen af mongoloidpopulationer.
Mens ryukyuanere er tæt på japansk, er de også relativt tæt på mennesker på den østlige kyst af Kina.
Karakteristiske grave, kaldet “Turtelback-grave”, er unikke for henholdsvis Ryukyu og det østlige Kina og deres diaspora.
Ryukyu:
Kina:
Ryukyuan-kultur og Ryukyuan-stil matsuri er berømte i hele Japan.
Ryukyuan er en tropisk version af Japan.
Ryukyu, juvelen i Østasien.
Hvis du kan lide mit svar, bedes du opstemme eller kommentere, tak!
Svar
Japans Jomon-folk, der mere korrekt henviser til de mange stammer, der bor i den japanske øhav i Jomon-perioden, var et heterogent folk og ikke en enkelt etnicitet eller race.
Generelt dannede Jomon sig fra to forskellige befolkningsgrupper, som ankom til Jomon-perioden Japan på forskellige tidspunkter:
- En paleolitisk centralasiatiske befolkning, der ankom til Japan for omkring 30.000 år siden.
- En nordøstasiatiske Okhostk-befolkning, der ankom til Japan for omkring 15.000 år siden (den nøjagtige tid er omstridt, men det var sandsynligvis mindst i 6.000 f.Kr.)
Vi Ainu er efterkommere af den forskelligartede Jomon-periode i Hokkaido og Okhotskhavet og er de indfødte i Hokkaido, det nordlige Honshu, Sakhalin og Kurils.
Ainu-folket dannede sig fra to forskellige forfædringsgrupper i Jōmon-perioden, en markant paleolitisk befolkning fra Centralasien (som havde kaukasoid -lignende udseende) og en befolkning fra Nordøstasien omkring Okhotskhavet (beslægtet med Nivkhs, Itelmens og Aleuts, men ikke identisk med dem), hvor begge ankom til forskellige tidspunkter i Jōmon-perioden i Japan.
Ifølge Lee og Hasegawa fra Waseda University stammer Ainu-højttalerne selv fra den nordøstasiatiske / Okhotsk befolkning, som etablerede sig i det nordlige Hokkaido og udvidede sig til store dele af Honshu og Kurils og skabte den begyndende Jōmon-kultur, lang før de moderne japanske folks ankomst.
Vi er tættere beslægtede med nordasiere end europæere, selvom nogle Ainu har bevaret udseende / forfædre fra den paleolitiske centralasiatiske befolkning, som var dybt beslægtet med europæere eller mellemøstlige. .
Arkæologi og keramik
Ainu-keramikken, der stammer fra Jomon keramik blev distribueret i det meste af Japan og sout heastern Sibirien. Det er en type gammel keramikkeramik, der hidtil er menneskehedens ældste keramik. Lignende typer findes i hele Sibirien. Jomon-keramikken var den mest unikke af dem på grund af de imponerende ledninger på overfladen af det våde ler.
En undersøgelse offentliggjort i Cambridge University Press i 2020 antyder, at befolkningen i Jōmon-perioden var ret heterogen, og at der også var en pre-Yayoi befolkning (tæt på moderne nordøstasiater) i Japan-perioden Japan, som ifølge Lee og Hasegawa talte proto-Ainu. Denne “nordøstasiatiske” befolkning vandrede fra Okhostkhavet til Japan, længe før den egentlige Yayoi-migration, og introducerede den begyndende Jōmon-kultur, præget af tidlige keramiske kulturer såsom Ōdai Yamamoto Jōmon-stedet. Dette betyder, at de originale Ainu-højttalere typisk var nordøstasiater, der migrerede til Japan i løbet af Jomon-perioden og blandede sig med de forskellige andre Jomon-periode-stammer og til sidst dannede den moderne Ainu.
Der er fire hovedmigrationsveje til Jomon-perioden Japan:
Antropologi og kraniometri
Som nævnt tidligere var befolkningen i Ainu og Jomon-perioden havde forskellige fænotyper afhængigt af mængden af de to vigtigste forfædre kilder: en Paleolitisk centralasiatiske komponent , der lignede europæere og en Nordøstasiatiske Okhostk-komponent , der lignede de nordøstlige asiater og østlige sibirere.
Sakitani et al. antyder, at en paleolitisk befolkning fra Centralasien ankom til Japan for omkring 30.000 år siden. Et andet lag bestående af gamle nordøstasiater ankom til Jōmon-perioden Japan for cirka 15.000 år siden og forbinder denne befolkning med starten på den fælles Jōmon-kultur og introduktionen af typiske nordøstasiatiske slægter i Japan længe før Yayoi. Disse nordøstasiatiske folk etablerede sig på allerede eksisterende jægeropsamlere, der boede i Japan siden omkring 30.000 år. Sakitani antyder, at begge Jōmon-grupper brugte en landbro, der forbandt den koreanske halvø og Japan. Ainu-sproget stammer sandsynligvis fra det andet lag fra Nordøstasien.
Den arkæologiske kultur fra Microblade ankom også fra Nordøstasien til Japan nogle gange mellem 15.000 år til 6.000 år, længe før Yayoi ris landbrugere og falder sammen med den foreslåede ankomst af de gamle nordøstasiatiske stammer.
En anden undersøgelse foretaget af Kura et al. 2014 understøttede dette yderligere med yderligere beviser for en nordlig oprindelse for de største forfædre til Ainu. Mens forfatterne bemærker, at en bemærkelsesværdig mængde af antikke Ainu havde antropologiske ligheder med kaukasiere, havde flertallet typiske nordasiatiske antropologiske egenskaber og lignede mest chukchi-folk i Beringian-regionen.
Ifølge Schmidt og Seguchi, Ainu stammede fra kombinationen af de forskellige Jomon-periode-populationer og nævner ikke-formodet heterogenitet blandt det gamle Japan:
Disse resultater antyder et niveau af interregional heterogenitet, der ikke forventes blandt Jomon-grupper. Denne observation er yderligere underbygget af studierne af Kanzawa-Kiriyama et al. (2013) og Adachi et al. (2013). Kanzawa-Kiriyama et al. (2013) analyserede kraniometri og ekstraherede aDNA fra museumsprøver, der kom fra Sanganji-skalhaugstedet i Fukushima-præfektur dateret til den endelige Jomon-periode. De testede for regionale forskelle og fandt ud af, at Tokoku Jomon (det nordlige Honshu) lignede Hokkaido Jomon mere end geografisk tilstødende Kanto Jomon (det centrale Honshu).
Adachi et al. (2013) beskrev kraniometri og aDNA-sekvens fra et Jomon-individ fra Nagano (Yugora-hulested) dateret til midten af den indledende Jomon-periode (7920-7795 kal BP). Denne person bar herkomst, som er bredt fordelt blandt moderne østasiere (Nohira et al. 2010; Umetsu et al. 2005) og lignede moderne nordøstasiatiske sammenligningsprøver snarere end geografisk tæt Urawa Jomon-prøve.
I dette respekt, den biologiske identitet af Jomon er heterogen, og det kan være tegn på forskellige folkeslag, der muligvis tilhørte en fælles kultur, kendt som Jomon.
Autosomalt DNA:
En komplet genomanalyse af en 3.800 år gammel kvinde fra Hokkaido fra Hokkaido viser, at denne prøve delte genvarianter, der almindeligvis findes i arktiske befolkninger i Nordasien og Nordamerika. Ifølge forfatterne giver dette stærkt bevis for, at vigtigt genetisk bidrag stammer fra Nordasien.
Prøven viste imidlertid også usædvanlige alleler, såsom en højere alkoholtolerance end andre øst-eurasiske befolkninger. Yderligere analyse antyder, at Jōmon-prøven havde høj risiko for at udvikle leverpletter, hvis hun tilbragte meget tid i solen. Jōmon-prøven havde våd ørevoks, hvilket også er mere almindeligt i de vest-eurasiske befolkninger.
3.800 år gamle kvinder fra Jomon-perioden fra Hokkaido:
Ansigtsrekonstruktionen i 2018 baseret på genominformation fra en 3.800 år gamle Jomon-kvinder fra Hokkaido viste, at farven på kvindens hud var lidt mørkere end den moderne japanske, hendes hår var tynd og fin, og at farven på hendes øjne var lysebrun. Derudover afslørede analysen, at kvinden havde blodtype A +.
Genetiske analyser af HLA I- og HLA II-gener samt HLA-A, -B- og -DRB1-genfrekvenser forbinder Ainu med oprindelige folk i Amerika, især til befolkninger på Stillehavets nordvestkyst, såsom Tlingit.Forskerne antyder, at hovedfaderen til Ainu og indianergrupper kan spores tilbage til Sibirien.
Seneste fulde genomanalyser i 2020 (såsom Boer et al. 2020 og Yang et al. 2020) afslører nogle yderligere oplysninger om oprindelsen af Jōmon-folkene. Det viste sig, at de stort set var dannet af en paleolitisk sibirisk / centralasiatisk befolkning (ikke de moderne mennesker der) og en østasiatisk befolkning.
En anden genetisk undersøgelse i 2020 (Wang) viste, at fire Jōmon-prøver fra det nordlige Honshu og Hokkaido adskiller sig temmelig fra øst-eurasiere, men skiftede tydeligt mod nordlige asiater:
Brace et al. konkluderede, at Ainu kan beskrives som “eurasisk”.
Nu mere information om de sydligste jōmon-periode mennesker, sandsynligvis austronesiske stammer:
Arkæologiske beviser viser, at området i det sydlige Japan (Kyushu og Ryukyu) var beboet af en blandet befolkning bestående af austronesiske stammer fra Taiwan og paleolitiske stammer.
Austronesiske stammer synes at være ankommet til sydligste Japan, før den egentlige japaner / Yayoi begyndte at bo i Japan.
Flere historikere og lingvister antyder, at austronesere måske har været til stede i det sydlige Japan.
Ifølge Juha Janhunen og Ann Kumar har austronesere bosat sig i det sydlige Japan og påvirket det senere “japansk-hierarkiske samfund”. De sluttede sig til Yayoi (tidlige japanske) og tjente den kejserlige Yamato-domstol som specielle krigere og faglærte arbejdere. Nogle antyder, at stammerne Kumaso og Hayato var austronesere. Nogle af dem blev genbosat til Nara for at lære deres færdigheder og tjene den kejserlige domstol.
Det foreslås, at japanske stammer som Hayato-folket, Kumaso og Azumi-bjerget var af austronesisk oprindelse. Indtil i dag viser lokale traditioner og festivaler nogle ligheder med den malayo-polynesiske kultur.
Tidlige kinesiske krøniker nævnte stammer i Japan der lignede austroneserne. Lignende kultur, kropsmaleri (tatoveringer), sortfarvning af tænder og færdigheder til søfaring. (Ikke desto mindre hævdes det også, at dette er Yayoi-træk og ikke særskilte austronesiske træk.)
Den japanske lærde Itabashi et al. 2011 antyder endda, at japansk selv er relateret til austronesisk og er en gren, der splittes fra den proto-austronesiske familie i det sydlige Kina. Han bemærker, at ordforråds- og grammatikregler såvel som morfologiske og fonologiske aspekter af japansk peger på “en stærk genealogisk forbindelse mellem japansk og austronesisk”. stammer fra det sydlige eller østlige Kina, men er ikke et austronesisk sprog, men blev påvirket af det. (Sandsynligvis på grund af disse stammer, der boede i Japan). Juha Janhunen har en god forklaring og siger, at de er et austronesisk lag på moderne japansk.
(Dayak-folk, en traditionel austronesisk folk i Borneo – Indonesien).
Du er velkommen til at stille mig spørgsmål. 🙂